Begyndelsen på den digitale tidsalder

Under Gartner Symposium/ITxpo 2014 havde TDC Erhverv arrangeret en paneldebat mellem fire erhvervsledere. De fire erhvervsledere debatterede udfordringer og muligheder i den nye digitale tidsalder og kom samtidig med ét gennemtrængende budskab til kollegerne i dansk erhvervsliv.

Til Gartner-konferencen 2014 havde TDC Erhverv inviteret til paneldebat mellem fire it-topledere: Torben Ruberg, CIO i Falck, Jon Johnsen, koncerndirektør i PFA Pension, Michael Moesgaard, CIO i DONG Energy og Eva Birgitte Bisgaard, som er Senior Vice President i TDC Erhverv.

De fire har sammen med seks andre danske digitale beslutningstagere bidraget til den nyudgivne bog Begyndelsen – på tærsklen til en digital revolution, som diskuterer nogle af de største teknologitrends på markedet. Bl.a. Internet of Things, robotteknologi, selvkørende biler, genteknologi og 3D-print.

Alle bliver berørt af den digitale revolution

“Det bliver mere og mere afgørende for virksomheder i alle brancher at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan kommer disse teknologier til at forandre min hverdag,” siger Eva Birgitte Bisgaard som opsamling på både bogen, paneldebatten og pointerne fra Gartners konference.

“Præmissen er, at vi står over for en digital revolution, som får stor betydning for alle. Privatpersoner, virksomheder, brancher, lande, regioner. Velkendte forretningsmodeller vil forsvinde fra den ene dag til den anden, og nye digitale forretningsmodeller skyder op og viser vejen. Vores overordnede budskab er, at man skal have modet til at følge med og gribe de muligheder, der dukker op – når de dukker op. For det går stærkt.”

Agilitet og innovation

Helt grundlæggende kan teknologi gøre din nuværende forretning mere effektiv – eller den kan anvise helt nye måder at drive forretning på.

“Med andre ord handler teknologi også om innovation og evnen til at finde på noget nyt,” siger Eva Birgitte Bisgaard.

Vores overordnede budskab er, at man skal have modet til at følge med og gribe de muligheder, der dukker op – når de dukker op

“Her er det en pointe, at vi i de store virksomheder i dag hurtigt kan komme til at kvæle innovationskraften i governance-modeller, legacy-systemer osv. De små virksomheder er ikke gode til innovation, fordi de er små. De er gode til innovation, hvis de er agile og agerer på gode idéer. Den agilitet skal de store virksomheder i højere grad arbejde ind i sin digitale forretningsmodel.”

Udefra-og-ind

Noget af det, der blev debatteret under paneldebatten, var behovet for at rykke it-løsningerne tættere på brugerne.

“Der har været en tendens til, at man har bygget it-løsninger efter indefra-og-ud-princippet. Altså med fokus på virksomheden selv og de systemer, de har til rådighed for at designe løsningen. Her var vi alle sammen enige om, at digitalisering i dag handler meget mere om at bygge efter udefra-og-ind-princippet med brugerne i fokus. Man skal arbejde baglæns og spørge: Hvordan skal brugeren møde løsningen? Det er i svaret på det spørgsmål, værdien ligger.”

Løsninger skal reducere kompleksitet

På den måde mimede TDCs paneldebat Gartner-konferencens overordnede fokus om at sætte mennesker før teknik

“Det, synes jeg, var en spændende udvikling,” siger Eva Birgitte Bisgaard. “Gartner har traditionelt set haft et meget teknologitungt fokus, men i år
fik de lagt en ny vinkel på ved at spørge, hvilke mennesker der skal bruge løsningerne, og hvilke mennesker der skal bygge løsningerne.”

“I panelet talte vi om, at det fokus stemte meget godt overens med erfaringerne fra vores egen hverdag. Der er kommet et skarpt behov for digitale løsninger, der kan reducere kompleksitet og give brugerne, ikke systemet, magten. At øse funktionalitet ind i en digital løsning, bare fordi man kan, hører fortiden til.”

Begyndelsen på den digitale tidsalder

 

Send beta-versionen på markedet

Begyndelsen – på tærsklen til en digital revolution fortæller historien om
Danske Banks populære MobilePay-app. I slutningen af 2012 brød Danske Bank ud af et samarbejde med de øvrige banker i Danmark, fordi de følte, at tiden var inde til at lancere en app til mobilbetaling nu. Så de skyndte sig at sende MobilePay på markedet og fik fordelen af at være først, ikke sidst, med det nye.

“Én af pointerne i MobilePay-casen er, at Danske Bank tog en chance. De ville være først ude med en nem løsning. Så kan det godt være, at alle tænkelige risikoscenarier ikke var dækket af i første version, men det bliver de alligevel aldrig. Læren er, at det kræver brugerfokus og mod at gribe chancerne, og så må man rette til undervejs. Ellers bliver man overhalet af konkurrenten,” slutter Eva Birgitte Bisgaard.

Læs mere om bogen “Begyndelsen – på tærsklen til en digital revolution”

Ni digitaliseringsspørgsmål, du SKAL stille dig selv

  1. Hvordan vil digitale teknologier forandre konkurrencen i din branche?
  2. Hvad skal der til, for at I kan overgå kundernes forventninger i en digital verden?
  3. Afspejler forretningsplanerne teknologiernes muligheder for at forbedre virksomhedens præstationer?
  4. Er der den rette sammenhæng mellem investeringerne i teknologi og de muligheder og trusler, som virksomheden står over for?
  5. Hvordan kan digitale teknologier gøre din virksomhed mere smidig, både operationelt og strategisk?
  6. Har vi de kompetencer, der skal til for at realisere den potentielle værdi i digitale teknologier?
  7. Hvem har ansvaret for digitale teknologier, og hvordan holder vi dem ansvarlige?
  8. Er der styr på de risici, der knytter sig til de digitale teknologier?
  9. Får din virksomhed nok ud af jeres fortælling om digitale teknologier?
Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.

9. december 2014 kl. 13:09

Super interessante pointer! Det bliver interessant at se, hvor udviklingen er om bare to år