Dreamliner tjekker ind på det trådløse netværk

Norwegians nye superfly Boeing 787 Dreamliner er så intelligent, at det selv kommunikerer direkte med Boeings serviceafdeling via lufthavnens trådløse netværk. NetDesign har hjulpet Københavns Lufthavn med at implementere en sikker løsning, der er baseret på trådløst netværk med VPN-adgang.

Københavns Lufthavn ønsker at være en World Class Hub – et internationalt anerkendt trafikknudepunkt, der gennem god service gør det attraktivt at være passager, flyselskab og forretningsdrivende i lufthavnen. En del af denne service udgår fra lufthavnens it-afdeling, der hver dag forsyner tusindvis af kunder med netværksløsninger og telefoni. Herunder passagerer, butikker, flyselskaber og cargo-virksomheder.

Krav om automatisk opkobling

Afdelingens seneste opgave har – hvis ikke i omfang, så i historisk værdi – været lidt ud over det sædvanlige: At etablere et trådløst netværk, som Norwegians nye kontinentale, brændstofbesparende luksusliner Boeing 787 Dreamliner automatisk kan koble sig på, når det lander i lufthavnen.
– Det indgår simpelthen som en del af den serviceaftale, Norwegian har lavet med Boeing, at de skal stille et trådløst netværk til rådighed i de lufthavne, de flyver fra. På den måde kan flyene selv indrapportere værdifulde flydata til Boeings fabrik i Seattle og fortælle, hvornår de har brug for eksempelvis et serviceeftersyn, siger Jan Zacho, sektorchef it-infrastruktur i Københavns Lufthavn.

– Det unikke i denne sammenhæng er, at Norwegian selv skal kunne administrere adgangen til netværket fra deres hovedkontor i Oslo. Det har krævet nogle justeringer på det eksisterende trådløse netværk, som Norwegian allerede abonnerer på her i lufthavnen, fortsætter han.

Ekstra sikkerhed og flere antenner

NetDesign har blandt andet hjulpet med at konfigurere en såkaldt RADIUS-server, så sikkerheden på netværket er helt i top. Når et fly prøver at logge på Norwegians trådløse netværk, skal det først have tilladelse af hovedkontoret i Oslo. Derfor sender serveren automatisk en anmodning til Norwegians server i Oslo via en lukket internetforbindelse, og anmodningen bliver godkendt eller afvist i løbet af 30 sekunder. Det skal skabe ekstra sikkerhed for, at uvedkommende fly ikke kobler sig på Norwegians netværk.

Et trådløst netværk er ikke bedre end antenneforholdene tilladerog en lufthavn med mange fly, der primært består af metal, byder potentielt set på mange signalforstyrrelser. Derfor har NetDesign også stået for at montere og finjustere mobilantenner på de tilgængelige lysmaster, der står langs bygningerne i lufthavnen. Dermed kan flyet koble sig på netværket, så snart det triller ind på standpladsen.

–NetDesign var med som rådgiver allerede på det første møde med Norwegian, ligesom de har stået for meget af den efterfølgende dialog med kunden og udført tests af systemet undervejs. Det er rart at vide, at vi har en kompetent samarbejdspartner, vi trygt kan udlicitere opgaver af så stor betydning til, siger Peter Krohn, netværksspecialist i Københavns Lufthavn.

Flere ruter til fjerne himmelstrøg

I sensommeren 2013 var netværket etableret og klar til at modtage input fra Norwegians Dreamliner-fly. Og med de nye afgange til fjerne kontinenter og eksotiske himmelstrøg har Københavns Lufthavn endnu en gang understreget, at den hører til blandt de bedste i verden.

– Denne opgave er et meget godt bevis på, at vores it-løsninger er en vigtig del af arbejdet med at cementere rollen som en World Class Hub. Ved at være en attraktiv lufthavn, også på it-fronten, kan vi tiltrække flere store flyselskaber, som tilbyder ruter til det meste af verden, til glæde for passagerer i hele Skandinavien, siger Jan Zacho.

Udfordring
At etablere et trådløst netværk, som Norwegians nye Boeing 787 Dreamliner automatisk kan logge sig på og benytte til at indrapportere data til Boeings serviceafdeling.
Løsning
Etablering af RADIUS-server på Norwegians trådløse netværk, der kan sende anmodning til Norwegians hovedkontor i Oslo – via sikker VPN-forbindelse. Plus montering og justering af mobilantenner.
Resultat
Norwegian kan overholde sin serviceaftale med Boeing. Derudover kan Københavns Lufthavn nu tilbyde flere spændende ruter til fjerne kontinenter.

Lidt om Københavns Lufthavn

  • 140 destinationer (24 interkontinentale)
  • 22.000 ansatte
  • 60 flyselskaber
  • 500 virksomheder
  • 40.000 km it-kabler – svarer til jordens omkreds
  • 900 trådløse accesspoints
  • Kåret som Europas mest effektive lufthavn i 2011

Se mere om Københavns lufthavn

Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.