Fascinerende kig på fremtiden

IFA-messen i Berlin er en af verdens største messer for forbrugerelektronik. Men den giver også et fingerpeg om, hvad der er på vej til kontoret i den nærmeste fremtid.

Niclas_final

Niklas Laugesen, Napp

TDC Nyt har talt med Niklas Laugesen, partner i it-virksomheden Napp ApS, hvor de har specialiseret i at udvikle apps, hjemmesider og brugervenlige cms-systemer. Niklas tager hvert år til IFA-messen for at hente frisk inspiration, og vi har spurgt ham, hvilke trends der tegnede sig i år.

Niklas, hvorfor er IFA relevant for en dansk it-mand som dig?

– Det er den af flere grunde. Dels kan man her – tæt på Danmark – se alle producenter folde sig ud og præsentere den sidste nye teknologi og meget af det, vi kommer til at se i fremtiden. Og dels kan man få et indblik i, hvad der finder vej over i virksomhederne. I Napp udvikler vi kun løsninger til erhvervslivet, men det er blevet sådan, at meget forbrugerelektronik flyder over til virksomheder, og derfor er det relevant at være her.

Læs og også: Omstil dig til BYOD, eller bliv hægtet af

Kan du sige noget overordnet om, hvor tingene er på vej hen?

– Så vil jeg fremhæve to ting: Alting skal være superenkelt, og alting skal kunne tale sammen. Hvad det første angår, så er tiden for manualer for længst forbi. I dag skal man kunne bruge teknologien omkring os uden at tænke over det. Intuitivt, hurtigt, effektivt. Den anden ting er, at alt bliver forbundet. Alle ens mobile enheder og øvrige teknologi bliver koblet op på hinanden og på internettet, som på den måde sniger sig ind i alt det, vi bruger. Det er også det, der kaldes The Internet of Things. Det er en klar trend.

Smart Offices og Smart Watches

Kan du give nogle eksempler på, hvordan tingene taler sammen?

–IFA er fokuseret på forbrugerelektronik, og derfor taler man om Smart Homes, hvor enheder og hvidevarer er forbundet i boligen. Men mange eksperter ser også muligheder i at skabe  Smart Offices, hvor mobilen for eksempel fungerer som adgangskontrol, når man møder om morgenen. Den registrerer måske også arbejdstiden, aktiverer pc’en og så videre. Sony og Samsung viste integrerede løsninger, hvor ens smartphone er nøglen til en lang række daglige funktioner.

Hvilken rolle spiller Smart Watches? Apple har som bekendt lige lanceret et ur …

– Ja, og jeg vil godt lægge hovedet på blokken på, at det bliver en succes. Jeg ser det som en game changer, måske ikke helt i samme liga som iPad’en i sin tid, men jeg tror på det. Det skyldes primært styrken ved de apps, som helt sikkert vil blive udviklet til uret. Man kan følge med i aktuelle salgstal, aktiekurser, se seneste nyt og aktivere nogle af de samme ting, som jeg nævnte, at man kan bruge sin mobil til i sit Smart Office. Jeg mener faktisk, at det vil gøre en forskel, at man bogstavelig talt har det lige ved hånden og kan gøre brug af funktionerne meget nemt og diskret.

– Det giver i mine øjne en anden dimension, at man med uret får en anden feedback end fra en skærm. Det er meget personligt, og man bliver kun præsenteret for de allermest relevante remindere. De fleste smartwatches har for eksempel intelligent vibration, så uret giver dig påmindelser, der kan skifte efter, hvem og hvad det er. Derudover har uret pulsmåler, og kombineret med din smartphone åbner det også for nye muligheder. Du kan lade musikken bestemme af din puls eller monitorere arbejdsmiljøet.

Sundhed og fitness rykker

Det er blevet sagt, at netop sundhed og fitness er nogle af de områder, hvor der sker en udvikling lige nu, men det har vel ingen relevans for virksomheder?

– Jo, der kan jeg også se nogle perspektiver. Flere og flere virksomheder indfører en sundhedspolitik med fitnessmedlemskaber og løbeklubber og meget mere. Nu har blandt andet Apple lagt stor vægt på de mange sundhedsfeatures i deres nye ur, og det kan man da sagtens integrere med en sundhedspolitik i virksomheden. Der er slet ingen tvivl om, at et stykke gennemtænkt teknologi kan være med til at motivere ansatte til en sundere tankegang og adfærd. Det kan for eksempel med ens egne virksomheds-apps.

Virksomheds-apps, hvad vil det sige? Er det lukkede programmer, kun for medarbejderne?

– Ja, præcis. Jeg tror, at hver virksomhed i højere grad vil udvikle specifikke apps til mange formål, som medarbejderne så kan bruge på deres smartphone eller SmartWatches. Det kan være sælgeren, der kan se de seneste salgstal på sit ur. Måske skal konsulenten lige hente nøgledata frem på en kunde, før man går ind til et møde. Eller også kan man udvikle en motiverende fitnessapp, der er skabt specielt til virksomhedens medarbejdere og deres ønsker.

Læs også: Business apps kan gøre dit arbejde nemmere

Det lyder som om, at mennesker og teknologi i det hele taget smelter mere sammen?

– De såkaldte “wearables” er overordnet set et af de områder, der vokser mest. Hvor man tidligere var en passiv bruger af it og elektronik, så aktiverer mange af de nye løsninger brugeren på helt nye måder. Det var inspirerende og meget tydeligt at se på IFA.

Tak for friske indtryk og billeder til Niklas Laugesen fra Napp ApS. Hos Napp har de specialiseret sig i udvikling af apps, hjemmesider og fremtidsorienteret rådgivning omkring digitale platforme. Se mere på napp.dk

Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.