Fibernet er da det eneste rigtige – eller er det?

Bredbånd via fiber har længe været i fokus, når en virksomhed skulle vælge, hvilken teknologi deres internetforbindelse skulle baseres på. Men det er ofte også den absolut dyreste løsning både med hensyn til installation og abonnement. Og der kan være mange penge at spare med en anden løsning, der er lige så god for din virksomhed.

Det handler (næsten) ikke om hastighed på din internetforbindelse

Selvfølgelig skal jeres internetforbindelse opfylde jeres krav til hastighed, og ja, fiber kan være det hurtigste i markedet. Men den hidtidige opdeling mellem kobber- og fibernet er udvisket. Nu kan rigtig mange kobberleverandører tilbyde fiberlignende hastigheder, og dermed opfylde de fleste virksomheders behov – både nu og i fremtiden. Fx kan der i 2014 leveres op til 100 Mbit på kobberteknologien – hastigheder der ellers i dag er forbeholdt fiber-teknologien.

Læs også: Kære direktør, du er slet ikke så omstillingsparat, som du tror

Men hvad handler det så om?

Det handler om jeres behov! Der er utrolig mange forskellige leverandører i markedet, og det kan godt være lidt af en jungle at gennemskue de forskellige produkter, og finde præcis den løsning der er rigtig for jer. Derfor er det vigtigt, at I, inden søgningen starter, får defineret, hvad jeres behov er.

Læs også om hemmeligheden bag det lynhurtige fibernet

Sådan vælger I den rigtige løsning:

Når I skal vælge jeres løsning, er der flere ting, der er fornuftige at gennemtænke:

  1. Hvor stor betydning har internetforbindelsen for virksomheden?
    Hvis det er forretningskritisk for virksomheden, at internetforbindelsen altid virker, er hurtig fejlretning vigtig. På samme måde kan fejlretning på din virksomhedslokation (on-site service), hjælp til installation og meget andet være vigtigt for præcis jeres løsning.
  2. Udstyr og it-sikkerhed
    Ønsker I selv at tage ansvaret for it-udstyret? Er router og firewall med i prisen? Det er også en god ide at undersøge, hvor meget sikkerhed der er inkluderet i løsningen.
  3. Hvad skal løsningen bruges til?
    For at vælge den rigtige internethastighed til jeres virksomhed er det vigtigt at afdække, om I har et almindeligt forbrug, eller om I har webbaserede systemer, der kræver en højere internethastighed; om I allerede bruger, eller påregner I at skifte til IP-telefoni eller cloudbaserede løsninger, samt hvor mange medarbejdere der reelt bruger internettet.
  4. Har I flere lokationer?
    Er virksomheden geografisk spredt, er det vigtigt at se på de enkelte lokationer. Har I fx brug for samme hastighed, sikkerhed og service på alle lokationer? Skal lokationerne bindes sammen i jeres eget lukkede og sikrede netværk?
  5. Hvad er jeres fremtidsplaner?
    Har I behov for i fremtiden at kunne skrue op for internethastigheden og måske lægge flere løsninger oven på internetforbindelsen, bør I sikre jer, at den kommende leverandør udbygger og forbedrer netværket løbende, så de er på forkant med it-udviklingen og -sikkerheden.
  6. Husk at se på totalprisen
    Når I har fået et par tilbud fra forskellige leverandører, er det vigtigt at se på den samlede pris – er der fx i alle tilbudspriserne opgjort installationsomkostninger, tillægsservices og abonnementspriser? Så får I et godt grundlag at træffe beslutningen på.

Link: Definition på fiber

Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.