Jamming: Det trådløse alarmsystems skjulte fjende

For 200 kroner kan kriminelle købe sig til teknologisk udstyr, der kan sætte et trådløst alarmsystem ud af spil på kort tid. Her fortæller en ekspert fra TDC om såkaldt jamming, og hvordan man bedst muligt sikrer sin virksomhed mod at få sit trådløse alarmsignal blokeret.

Brugen af trådløse alarmsystemer er steget eksplosivt gennem de seneste år. Systemerne udmærker sig ved at være hurtige, billige og enkle at sætte op og kan desuden monteres, hvor det kan være svært at lave kabeltræk.

Til gengæld er der sikkerhedsudfordringer forbundet med trådløse alarmsystemer. Én af dem er såkaldt jamming, hvor tyve ved hjælp af specielt udstyr blokerer det trådløse alarmsignal, så alarmen ikke udsender et signal til alarmselskabet.

Jamming sætter Bluetooth, WiFi og mobilsignal ud af spil

Sikringsverdenen har ikke tal på, hvor stort problemet med jamming er. Men forsikringsselskaber melder løbende om uforklarlige hændelser, hvor trådløse alarmer ikke er blevet aktiveret, som de skulle. Det samme gør politiet, som også har konfiskeret jamming-udstyr fra kriminelle.

Lars Bo Andersen, TDC Alarmnet

Lars Bo Andersen, TDC Alarmnet

“Så problemet er der,” siger Lars Bo Andersen, som er Partner Account Manager i TDC Alarmnet.

“Hvis man ved, hvor man skal lede, kan man finde jamming-udstyr helt ned til 200 kr. Det er udstyr, der rydder alle Bluetooth-, WiFi- og mobilsignaler og sætter de trådløse alarmer ud af spil. Kriminelle følger de trends, der er i markedet, og lige nu er markedet fyldt med trådløse alarmløsninger. Derfor anbefaler vi også, at jamming er en trussel, man forholder sig til som virksomhed.”

Alarmnet er TDCs modtræk

TDCs modtræk til jamming består i den 30 år gamle teknologi i TDC Alarmnet, siger Lars Bo Andersen. Han forklarer, at selvom teknologien har nogle år på bagen, så gør den, hvad den skal – nemlig at udsende en alarm, hvis signalet bliver afbrudt. Hvert 2. sekund tester TDC Alarmnet automatisk forbindelsen ved at udsende et signal.

“Vores overvågningsteam kan ikke se, at alarmen er blevet jammet. Overvågningen kan bare konstatere, at forbindelsen til den pågældende alarm er forsvundet, og så sender systemet automatisk en alarm. Det tager otte sekunder, så reagerer vi,” fortæller Lars Bo Andersen.

Kombination af trådløs og kabling

Lars Bo Andersen vil ikke holde en gravtale over trådløse alarmsystemer, for de har absolut en berettigelse i markedet. Men han anbefaler virksomheder med udelukkende trådløse alarmer at kombinere systermerne med kablede alarmløsninger placeret strategisk korrekt i bygningen, så ubudne gæster har sværere ved at lykkedes med et indbrud.

“Med jamming har tyve potentielt meget let spil og kan tømme en virksomhed for værdier. Der findes videoer på YouTube, hvor man kan se, hvordan der går folk rundt i en butik og i ro og mag stjæler alt på hylderne,” siger Lars Bo Andersen.

“Det handler om at stoppe kriminelle i deres foretagende eller forsinke dem, så myndighederne eller vagtselskabet kan nå at gribe ind,” slutter han.

TDC Alarmnet

TDC Alarmnet er et døgnovervåget transmissionssystem, som ikke kan omgås eller blokeres, uden at det bliver opdaget. Det skyldes blandt andet, at transmissionen foregår i TDCs lukkede netværk, og at TDC Alarmnet lever op til de højeste europæiske krav om sikkerhed.

Læs mere om TDC Alarmnet

 

Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.

Lars B. Pedersen
4. december 2015 kl. 14:52

Som jeg tolker den udemærkede artikel fra TDC, som sætter fokus på et tabubelagt emne, jamming, skal man som kunde have opmærksomheden henledt på værdien af det man ønsker at sikre, samt den samlede sikringsløsning. Dette uanset om transmissionen sker via kobber, netværk, 3G, GPRS, Cloud eller hvad der nu findes på markedet.

Frank kan have ret i TDC ikke fortæller der er andre leverandører på markedet som leverer lignende gode eller mindre gode løsninger, men det er der nu gjort klart at der er.

Der hersker dog ingen tvivl om, som jeg læser det, at det er muligheden for jamming der er i fokus. Ingen af de løsninger som er nævnt forhindrer dog en eventuel jamming, hvilket der jo egentlig også klart er skrevet i artiklen. Der findes p.t. ikke et system som kan modstå egentlig jamming, hvorfor man må tage denne risiko med i sine betragtninger når en sikringsløsning skitseres.

Uagtet hvilken løsning der anvendes til transmission, er den dog ikke bedre en den reaktion der skal ske hvis transmissionen forsvinder. Så om transmissionen forsvinder ved brug af knibtang, jamming, kø på mobilnet, DDoS angreb eller lignende, er forholdsordren afgørende for den efterfølgende handling.

Fokus skal så egentlig ikke alene begrænses til transmissionsdelen, men i stedet ses i kombination med hurtigt signal på en manglende transmission (her skriver TDC deres tager 8 sekunder), og en klart defineret forholdsordre hvor der iværksættes en korrekt reaktion.

TDC
2. december 2015 kl. 12:22

Hej igen Frank.
Endnu en gang, tak for dine kommentarer.
Med vores artikel vil vi gerne sætte fokus på at alle systemer har potentielle “huller”; uanset type. Derfor skal man – uanset system eller løsning – forholde sig kritisk til det. Selvfølgelig skal man anvende sit udstyr efter tidens “best practice”. Tidens “trusler” kan blandt andet være de elementer vi har fokus på her. Det kan også ændre sig i morgen.
TDC Alarmnet er blot én løsning, der forholder sig til jamming – uden at fravælge eller tale nedsættende om andre løsninger. Vi håber da, at løsningerne på markedet løbende forbedres så meget, at truslen omkring hacking, herunder jamming, vil blive mindre og mindre.
Mvh. Kenneth, TDC Erhverv

Frank Grothe
1. december 2015 kl. 20:57

Hej Lars Bo og Kenneth,

Tak for jeres hurtige tilbagemelding, som dog ikke ændrer på min opfattelse af, at TDC via dette indlæg bevidst eller ubevidst, men helt ubegrundet laver en skræmmekampagne for det trådløse udstyr. TDC taler om jamming som en ny form for sabotage, men fakta er, at den forekom også i ”gamle dage” på alle sendertyper – inklusiv alarmnettet, da det dengang var baseret på TDC kobber ledninger, og udstyret til at sabotere ikke kostede mere end lille knibtang.

Det, som TDC undlader at fortælle, er, at alt F&P registeret udstyr er baseret på en EN standard, som tager højde for, hvor ofte pollingen skal forgå i de forskellige sikringsniveauer, hvilket er langt bedre end bare for nogle få år tilbage, hvor hovedparten af det installerede udstyr kun pollede en gang hver 24. time.

En anden ting, som TDC undlader at fortælle, er, at der er flere andre producenter på markedet, der længe har leveret udstyr med tilsvarende pollingsniveau, hvilket endda, som jeg tidligere har nævnt, også er standard inkluderet i alle nye F&P registrerede erhvervs- og privatcentraler. Disse sendere, som er inkluderet i de nye alarmer, kan tillige tilbyde langt flere faciliteter som fjernprogrammering, fjernservicering, Cloud løsninger m.m., hvilket de universale sendertyper – tilsvarende TDC’s alarmnet – ikke kan. Dette er årsagen til at min opfattelse er, at disse universale sendertyper er en uddøende rase inden for AIA markedet.

Med indlægget håber jeg stadig, at branchen har fokus på, at udstyrets funktionalitet benyttes korrekt, således at slutbrugeren opnår den optimale sikring, der skaber tillid og tryghed – også i forhold til jamming.

Med venlig hilsen
Frank Grothe

Lars Bo Andersen
30. november 2015 kl. 18:51

Hej Frank – tak for din kommentar. Artiklen sætter fokus på truslen, jamming. Uanset hvad udstyr man har, er jamming en trussel man skal forholde sig til. Faktum er så, at TDC Alarmnet sender pol hvert 2. sekund og reagere på 8 sekunder ved manglende pol. Herefter sendes alarmen til Kontrolcentral og dialog med vores personale kan påbegyndes. Dette giver kunderne et stort informations niveau og hjælp til teknikere på vagt.
Dette mener vi er den helt rigtige måde at håndtere, jamming på. Antallet af Pol som i dag er hver 2. Sek. er et min. hos TDC AlarmNet og har aldrig været til debat. Dette kan kun lade sig gøre, da vi er “herre i eget hus” og selv sætter niveauet i vores netværk. Så at TDC AlarmNet skulle være uddøende, for at bruge dine egne ord, er jeg direkte uenig med dig om, vi er eksperter i transmission og har i da et stort tillids hverv i Danmark. Her kan det nævnes varslings sirenens, 112 kontorcentralerne, transmission fra brandalarmen, overfaldsalarmer osv.

Med venlig hilsen
Lars Bo Andersen

TDC
30. november 2015 kl. 10:05

Tak for din kommentar, Frank. Vi er glade for at du kan lide vores artikel, som sætter fokus på jamming. Du har fuldstændig ret i betragtning. Selvfølgelig er det vigtigt, at man benytter sit udstyr korrekt. Vores mission er også, at sætte fokus på, at alle systemer har en sårbarhed. Det skal man have fokus på…hele tiden. Ved at forbedre sikkerheden løbende, sikrer man sig bedre mod den stigende it-kriminalitet, som f.eks. jamming.
Mvh. Kenneth, TDC Erhverv

Frank Grothe
28. november 2015 kl. 11:30

Godt salgsindlæg for TDC’s alarmnet/sender med denne problemstilling, men jeg synes, at TDC blander tingene sammen, og derved får dette indlæg til at lyde som en skræmmekampagne for trådløse alarmsystemer, hvilket ikke er berettiget, hvis det omtalte udstyr til erhvervsmarkedet monteres korrekt.

Det jeg synes, TDC undlader at fortælle, er, at andre leverandører allerede har tilsvarende feature som TDC’s 30 årige alarmnet, og ja endda i de systemer som TDC benævner som ”billige” trådløse alarmsystemer.

Så godt som alle nye erhvervsalarmsystemer (trådløse såvel som hybrid centraler) har denne funktion indbygget, og kan som TDC alarmsender også overvåges inden for sekunder.

Set fra min side må det betyde, at TDC’s alarmnet/sender samt andre tilsvarende sendere må anses som en uddøende race inden for AIA markedet.

Disse typer universal sendere, som også leveres af WebWayOne, Chiron etc., ser jeg som velegnede opsalgsmuligheder for midlertidig opgradering af gamle AIA systemer, indtil disse systemer opgraderes til mere tidssvarende systemer med alle de nye features som systemer har i dag, dette gælder også for ABA markedet.

Med indlægget håber jeg, at branchen har fokus på, at udstyrets funktionalitet benyttes korrekt, således at slutbrugeren opnår den optimale sikring, der skaber tillid og tryghed.