Kommunikation på nationens vegne

Eurovision Song Contest samler millioner af seere. Det er årets største internationale begivenhed på dansk grund, og hele verden kigger med. Det sætter også fokus på hele teknikken bag arrangementet, hvor TDC står for netværk og kommunikation.

“Det er en once in a lifetime-oplevelse at være med til at løse denne opgave. Alles øjne er under Grand Prix-ugen rettet mod Danmark,” siger Kristian Krautwald, afdelingschef i TDC Solution Sales og en del af styregruppen for den tekniske løsning. “Som nation er vi stolte over at stå for så stort et arrangement, og i TDC er vi bevidste om, at det er et stort ansvar at stå for netværk og kommunikation, så intet er overladt til tilfældighederne.”

Afdelingschefen fortsætter: “Vi har stablet en komplet infrastruktur på benene med ekstremt stor kapacitet. Både for publikum og for det enorme opbud af pressefolk, der er tilknyttet arrangementet. Allerede i ugerne op til Grand Prix har vores nyetablerede netværk været meget efterspurgt.”

Til illustration fortæller Kristian Krautwald, at der i tiden op til deadline gik over 4.000 mennesker på pladsen, som alle var travlt beskæftiget med de sidste forberedelser. Det var blandt andet lydteknikere, scenearbejdere, kamerafolk, montører og it-specialister, som var fuld gang i opbygningen af hele det store showapparat. I dag kræver det som bekendt ikke kun strøm og værktøj.

“Alle de tusinder af involverede kræver netadgang, for de har smartphones, tablets og bærbare computere med for at klare deres arbejdsopgaver. Derfor har det trådløse netværk været nødt til at fungere fra et tidligt tidspunkt i processen, så når de mange shows i disse dage bliver afviklet, har vi været i gang længe,” forklarer afdelingschefen.

Festivalstemning i stort format

Eurovision Song Contest er siden den beskedne start i 1956 vokset til enorme dimensioner, hvad tallene understreger: 170 millioner tv-seere, 12.000 gæster pr. show, 2.500 arbejdende journalister, 10.000 delegerede plus det løse. Der afvikles i alt ni shows, og der er ikke margen for forsinkelser og nedbrud.

“Skal jeg nævne de to største udfordringer, så er den første naturligvis selve omfanget med det store antal gæster. En anden udfordring er, at det hele herude på Refshaleøen bliver afviklet i en festivalstemning, hvor der konstant sker ændringer. Når man for eksempel ændrer på tribunen, har det betydning for vores trådløse netværk. Så selv om vi har været meget grundige i forberedelserne, har vi også nogle særdeles dygtige folk i styregruppen og på pladsen, der er i stand til at tage beslutninger om ændringer lige på stedet,” forklarer Kristian Krautwald.

Læg dertil et massivt tidspres på hele processen, og man har opskriften på en opgave, hvor man i dén grad skal holde tunge lige i munden. Men undervejs er tidsplanen blevet fulgt nøje, og når de mange shows netop nu ruller over scenen, kan resten af verden kigge med, ligesom publikum på stedet er i mobilkontakt med deres venner og med omverdenen via nettet.

Kompromisløse tekniske løsninger

Rammen for Eurovision Song Contest er det tidligere skibsværft B&W’s haller på Refshaleøen. De er opført i 1960’erne og stod som rå betonhaller uden nogen form for trådløs teknik, da arbejdet gik i gang. Den komplekse, tekniske løsning, som TDC og datterselskabet NetDesign har udviklet, har derfor haft til formål at forsyne alle involverede parter og gæsterne med netværk og sikre forbindelserne ud af området til millioner af tv-seere.

“Forbindelserne til DR og videre til TDC’s tekniske hovedkvarter på Borups Allé er fiber, og det er en informationsmotorvej med særdeles stor kapacitet,” forklarer Kristian Krautwald. “Internt i området har vi etableret et trådløst netværk til alle involverede, ligesom vi sørger for, at der er optimal 2G-, 3G- og 4G-dækning inde i selve hallen. Det sørger tre mobilmaster for, som vi har monteret oven i DR’s store lysbom i 25 meters højde.”

Læs også: Hemmeligheden bag det hurtige fibernet

Dimensionerne i den store hal er i det hele taget imponerende, for der er ikke mindre end 63 meter op til loftet, så Rundetårn kunne mageligt stå derinde. Det sætter omfanget i perspektiv og understreger behovet for omhyggelig planlægning helt ned i detaljen. Alligevel har der været ukendte faktorer.

“Vi kender i realiteten ikke det præcise kapacitetsbehov, før de store shows for alvor går i luften. Til forskel fra 1963, hvor Grethe og Jørgen Ingmann vandt finalen, så tager alle i dag deres smartphones frem og tager billeder og videoer, og det hele skal uploades til nettet med det samme fra alle 12.000 brugere. Derfor har vi opbygget løsningen på et kvalificeret skøn med en solid ekstrakapacitet, så hver en selfie kommer sikkert frem,” slutter afdelingschef Kristian Krautwald.

Fakta om Eurovision

  • 9 shows fordelt på 6 dage
  • 12.000 publikummer pr. show
  • 10.000 delegerende pr. show
  • 2.500 journalister pr. show
  • 16.000 m2  haller 
  • 10.000 mteltområde

Fakta om løsningen

2 styk redundant 10 Gbit/s internetforbindelser, Internet forbindelser sikret via TDC DDoS, 107 kobberlinje, opsætning af indendørs mobilantenner, 2 styk redundant sort sendefiber, 1 Gbit/s alternativ signalfiber, 2 km gravning til sort fiber, 207 Access Points HP 435, 400 eksterne Sector antenner, 2 Core switche m/24 x 10Gbit/s uplink, 18 x 48 port Access switche m/ 10Gbit/s uplink, 2 styk Check Point 13500 firewalls, 1 km singlemode fiber, 10 km PDS kabel UTP kat 5E og 9 6U rackskabe.

Link: Danmark i Eurovision Song Contest

Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.