Luk op for jeres kerneforretning

Gartner-konferencen giver altid anledning til både refleksion, fascination og en lille smule bekymring. For har vi allerede nået et nyt trin på udviklingsstigen?

Af: Eva Birgitte Bisgaard, Senior Vice President i TDC

I år var der særligt tre ting, jeg tog med mig hjem.

Eva Birgitte Bisgaard SVP TDC Erhverv

Eva Birgitte Bisgaard
SVP TDC Erhverv

For det første sad jeg tilbage med en følelse af, at vi lige nu befinder os i en epokegørende brydningstid. Sådan har mange før mig tænkt. Men når jeg alligevel tror, at vores tid er noget særligt, er det, fordi vi i disse år for alvor mærker transitionen fra en analog til en digital verden.

Så oveni en velkendt følelse af, at verden haster forbi, skal virksomheder samtidig forholde sig til, at deres forretningsmodel måske er uddød om 6 måneder. Opgaven er ikke at blive skræmt og forholde sig defensivt til den eksponentielle udvikling, men i stedet lade sig inspirere af de mange muligheder, der dukker op fra dag til dag. Man kan dog ikke gribe mulighederne i digitaliseringen med et analogt mindset. Det handler om at forstå, hvordan du kan imødekomme dine kunder på helt nye måder, der letter deres hverdag. Det er en omstilling, mange af os står i lige nu, og vi er slet ikke færdige med at omstille os.

For det andet blev jeg meget inspireret – og overbevist – af Gartners fokus på algoritmer som fremtidens digitale råstof. I lang tid har virksomheders svar på kompleksitet været, at ‘vi laver da bare en app, der kan fikse problemet’. Men Gartner omtalte allerede i år The Post App Era. Det vil sige en tid, hvor kundeoplevelsen ikke længere ligger indlejret i en app på telefonen med begrænset funktionalitet, men hvor den bliver formet og personliggjort i skyen af algoritmer, der kan give lige præcis mig den oplevelse, jeg ønsker. Algoritme-baseret forretning er samtidig en erkendelse af, at Big Data i sig selv ikke er værdiskabende. Det er det, vi bygger på toppen af de store datamængder i form af algoritmer, der fører til nye services og nye produkter. Når det mindset får grobund i danske virksomheder, tror jeg, at vi vil se mange nye ideer vokse op og ultimativt resultere i bedre kundeløsninger.

For det tredje slog det mig, at jeg tilhører en generation, hvor man er flasket op med at værne om sin kerneforretning. Når jeg hører Gartner fortælle om de nye generationer af mennesker, som i stigende grad indtager arbejdsmarkedet, står det klart, at de kommer med en helt anden tilgang. De er skabt til at dele. Sociale medier er ikke opstået som et isoleret fænomen, men er et produkt af en hel generations måde at tænke og arbejde på. Gartner kom i den sammenhæng med et interessant eksempel om en amerikansk guldminevirksomhed. Guldminevirksomheden opererede med avancerede geometriske målinger og tilhørende analyseværktøjer, så de dermed kunne øge sandsynligheden for at ramme en guldåre. Men der skete ikke nok. Så efter nogen tid ræsonnerede direktøren, at hvis ikke hans egne folk kunne finde formlen, var der måske nogen udenfor virksomheden, der kunne. Han besluttede sig for at lægge alle firmaets måledata og værktøjer ud på nettet og spurgte om hjælp til at forbedre deres metodik mod en findeløn på en halv million dollars. Noget tid efter svarede en tilfældig husmor. Hun var skrap til krydsogtværs og havde regnet sig frem til en smartere måde at finde guldet på. Hvem skulle have troet det? Ingen. Og det er præcis pointen: En virksomheds ressourcer og samlede intellektuelle kapacitet sidder ikke nødvendigvis inden for virksomhedens fire vægge. Den kan ligeså godt befinde sig i en villa på den anden side af jorden.

Derfor kan jeg også kun opfordre til, at man åbner op, hvor det er muligt, og hvor sikkerheden tillader det. Luk virksomheder, samarbejdspartnere og måske helt almindelige borgere ind i jeres kerneforretning. For det er ikke isoleret og alene på lønkammeret, at ideen til verdens nye megasucces bliver født. Det er højst sandsynligt i samspil med andre.

Gartner er ét af verdens førende analyse- og konsulenthuse inden for it og teknologi. Gartner er blandt andet kendt for sine globale events, sin ’Hype Cycle’, som angiver modenhedsniveauet for nye teknologier, og for sin ’Magic Quadrant’, som angiver styrkeforholdet mellem teknologileverandører inden for udvalgte områder. Gartner har hovedkvarter i USA og beskæftiger ca. 7.600 ansatte i 90 lande – heraf 1.600 analytikere og konsulenter.

 

Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.