Netværket er blevet samfundets hjørnesten

Mennesker bruger ikke bare flere og flere online services privat og i arbejdslivet. De bliver også mere og mere afhængige af dem. Det forhold stiller store krav til netværket, der skal kunne understøtte de mange nye digitale muligheder. Nu og ikke mindst i fremtiden.

Man kan måske bedst beskrive, hvor afhængige vi er blevet af konstant internetadgang ved at sammenligne fortiden med nutiden. For det er svært at huske, at der overhovedet fandtes en tid, før always on blev en standard. Ligesom med strøm, der kommer ud af væggen, er en hurtig og stabil netværksforbindelse – hvad end den er kablet eller trådløs – i dag en nødvendighed, der får hverdagen til at hænge sammen for både private og virksomheder.

Læs også: Løs dine opgaver smartere

“Der var engang, hvor alle fokuserede meget på de tekniske detaljer i at være koblet på internettet,” siger underdirektør i TDC, Jesper Oldenburg. “Men i dag er teknikken underordnet. Mennesker vil bare være på – altid, hvor end de befinder sig, og hvad end de foretager sig. I den forstand er der kommet meget mere fokus på værdiskabelsen i at have en god netværksforbindelse. Det handler om, hvad man som privatperson eller medarbejder kan gøre med sin mobile enhed. Ikke hvordan man gør det.”

Danmarks bedste netværk

For nylig viste en undersøgelse foretaget af Teknologisk Institut, at TDC havde det netværk, som gav den bedste brugeroplevelse ved streaming af video eller lyd, surfing på nettet og download/upload af filer.

“Det kan oversættes til, at vi har det netværk, som minder mest om at tænde for en kontakt, og så er man på. Uanset formål i privatsfæren eller i arbejdssammenhæng og uanset tid og sted. Den form for grænseløse og sømløse netværksoplevelse kommer i stigende grad til kendetegne fremtidens digitale brugeroplevelse,” siger Jesper Oldenburg.

Convenience styrer markedet

Udviklingen inden for mobile enheder og digitale services har mildt sagt været eksplosiv. Først viste smartphones, hvor convenient det kunne være at tilgå applikationer og internettet på farten. Siden kom tablets og hybridenheder til og gav brugerne endnu flere anvendelsesmuligheder.

Samme trend har også influeret på virksomhedernes brug af mobile services. Flere og flere forretningsapplikationer bliver i dag tilgængelige for de ansatte via smartphones og tablets, så tømreren, arkitekten, ejendomsmægleren osv. kan udføre deres opgaver on site.

Læs også: Krav til fremtidens virksomheder: Mobilitet

Digitale forretningsmodeller

Når det mobile netværk er så fundamentalt for samfundets daglige puls, hænger det også sammen med, at der hver dag bliver lanceret nye tjenester og ydelser, som er baseret på konstant internetadgang.

“Der er forretningsmodeller i dag, som ganske enkelt ikke ville være forretningsmodeller, hvis ikke brugerne havde uhindret og hurtig internetadgang. Udviklingen af flere og flere digitale services vil kun fortsætte i fremtiden og stille endnu større krav til netværksperformance,” siger Jesper Oldenburg.

Fra 3G til 4G

Han henviser blandt andet til overgangen fra 3G til 4G som et eksempel på, hvordan brugerne får nye behov, i takt med at de også får bedre og hurtigere netværksforbindelser.

“Vi kan se, at når brugerne får 4G-forbindelser, så bruger de cirka tre gange så meget data, som da de havde 3G. Det er ret voldsomt. Og det fortæller noget om, at de digitale anvendelsesmuligheder i eksempelvis en smartphone bliver kraftigt udvidet i det øjeblik, det ikke længere er besværligt at bruge den. Man orkede eksempelvis ikke at hente en 50 MB PowerPoint-fil på 3G, fordi det gik for langsomt, men det gør man på 4G. Ligesom man i stigende grad inddrager billeder og lyd i konferencekald, fordi netværksforbindelsen tillader det,” siger Jesper Oldenburg.

Mobil central infrastruktur

Udover privatbrugernes behov og virksomhedernes fordele i at være mobilt forbundne til enhver tid, så er der også flere centrale dele af samfundets infrastruktur, der bliver mere afhængige af hurtige og stabile mobile netværksforbindelser.

“Det kan være alt fra lægeambulancens udstyr, der kommunikerer trådløst til hospitalet, over forsyningsselskabets mandskab i marken, der bruger tablets til at registrere jord-, vand- og luftprøver, til den store rullende arbejdsstyrke i Danmark, der kan yde en bedre service på stedet end fra en kontorstol,” siger Jesper Oldenburg.

“Det er egentlig kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan man ønsker at udnytte mobilitetsmulighederne. Men pointen er, at den innovationsproces tager afsæt i et stærkt netværk, der kan forløse potentialet. Det netværk har vi,” slutter han.

 

Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.