Netværket udgør centralnerven i et effektivt og pålideligt sikringsberedskab

Med overgangen fra analoge til digitale sikringssystemer har datanetværket indtaget en central rolle i virksomheders beredskab. Det gælder både de traditionelle alarmeringsopgaver, men det gælder også den type af løsninger, som kan være med til at lette hverdagen, siger TDC-ekspert.

Markedet for alarmeringssystemer har været i vækst gennem de seneste år. Både private, virksomheder og offentlige institutioner har fået øjnene op for, at de kan spare betydelige beløb på effektive tyveri- og brandsikringsløsninger.

Herunder er videoovervågning den hurtigst voksende sektor inden for sikringsindustrien med størst vækst inden for IP-baserede systemer. Overvågning, sikring og adgangskontrol via netværket giver langt flere anvendelsesmuligheder og en mere fleksibel brug af systemerne.

Men før en netværksbaseret løsning fungerer tilfredsstillende, har man brug for en stærk infrastruktur. Halter netværket, risikerer man at gå glip af det fulde potentiale i sine sikringssystemer – og man risikerer i værste fald, at systemerne har kritiske udfald.

Økonomisk besparelse

Lars Bo Andersen er Partner Account Manager i TDC Alarmnet. Han har mere end 20 års erfaring i sikringsbranchen. Han kan stadig huske, hvordan man for nogle år tilbage måtte trække besværlige og dyre kabler, når man skulle installere en sikringsløsning.

“I dag har alle virksomheder jo en digital infrastruktur, så de behøver ikke længere at oprette en analog parallelløsning, men kan udnytte det datanetværk, de har i forvejen. Denne økonomiske besparelse har i høj grad drevet udviklingen frem,” indleder han.

Krav om stærk infrastruktur

Lars Bo Andersen zoomer ind på videoovervågning og forklarer videre, at det marked i begyndelsen var karakteriseret ved to forhold. For det første lod billedkvaliteten af de digitale kameraer meget tilbage at ønske. Og for det andet yndede virksomhederne også at gemme optagelserne lokalt – eksempelvis på en server i kælderen.

“I dag er billedkvaliteten fantastisk god, og virksomhederne får deres optagelser lagret hos en hosting-partner eller i skyen. Begge dele stiller store krav til, at infrastrukturen er stærk nok til at transportere data i realtid, så der ikke opstår digitale flaskehalse,” siger Lars Bo Andersen.

Driftsstabilitet afgørende

Han forklarer, at driftsstabilitet er afgørende for, at en sikringsløsning fungerer tilfredsstillende.

“Hvis der er udfald på netværket, er der også udfald på overvågningsbillederne. Her skal man forestille sig smykkehandleren, som har investeret i en sikringsløsning til 100.000 kr. Den investering er fuldstændig spildt, hvis der ikke er ordentlige billeder fra de to minutter, det tager professionelle tyve at stjæle alt i butikken. Det drejer sig måske om ét billede, hvor man kan identificere tyven, så politiet efterfølgende har noget at gå efter i efterforskningen,” siger Lars Bo Andersen.

Et oplevet kvalitetsløft

Udover den mere traditionelle form for sikring udgør datanetværket også fundamentet for alarmeringsløsninger, der forbedrer fleksibiliteten for medarbejderne. Det kan eksempelvis være i form af adgangskontrolsystemer, hvor ansatte i samme firma problemfrit kan tilgå virksomhedens forskellige kontorer på tværs af danske og eventuelt udenlandske adresser.

“I det hele taget er netværket en mulighed for at putte mere intelligens ind i sit sikringsberedskab. Og det vil medarbejderne mærke som løsninger, der letter hverdagen. I administrationen vil man mærke det som værktøjer til at indhente mere information. Eksempelvis sladrer en tyverialarm om alt i dag. Den kan identificere, hvem der låser sig ind, hvornår det sker, hvornår vedkommende låser sig ud igen og så videre,” siger Lars Bo Andersen og slutter:

“Alt i alt har netværket betydet et kvalitetsløft for både virksomheder, ansatte og myndighedernes oplevelse af sikringsløsningerne på markedet.”

Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.