Spis elefanten én bid ad gangen
– og ryk et digitalt trin op i modenhedsniveau

Mange virksomheder vil kunne drage store fordele af at blive mere digitalt understøttede i deres daglige arbejdsprocesser. Men hvordan finder man ud af, hvor it-moden man er som organisation? En TDC-ekspert hjælper dig på vej her.

I 1950 havde virksomheder en gennemsnitlig levetid i det amerikanske Standard & Poor’s 500-indeks (S&P 500) på ca. 60 år. S&P 500 er et indeks over de 500 mest handlede aktier i USA. 

I 1980’erne faldt virksomhedernes gennemsnitlige levetid i S&P 500 til 25 år. I 2010 var levetiden nede på 15 år. I 2020 forventes det, at 75 pct. af alle virksomheder i S&P 500 ikke vil eksistere i dag, men vil være nye spillere på markedet.

Det er rystende tal, som peger på, at hastighed – i enhver henseende – i dag er ét af de mest dominerende principper for virksomhedsdrift og -overlevelse.

Grundlæggende uro 

“Den doktrin om hastighed mærker mange virksomheder som en grundlæggende uro,” siger Brian Krogh Jensen, afdelingschef, Enterprise Architects, Solution Sales i TDC.

“Det er en uro, som fortæller dem, at de måske skal til at tænke anderledes, hvis de om fem år gerne vil have samme markedsposition som i dag. Men det er også en uro, der fortæller dem, at de er usikre på, hvordan de skal gribe forandringsopgaven an, fordi den virker stor og uoverskuelig.”

300 mio. brugere på to år 

Som et eksempel på, hvor hurtigt virksomheder kan skyde op og etablere sig på markedet, fortæller Brian Krogh Jensen, at selskabet bag det kinesiske teleprodukt WeChat fik 300 mio. nye brugere på to år. 300 mio. mennesker er til sammenligning mere end den samlede voksne befolkning i USA.

“Det er helt vildt og kan kun lade sig gøre, fordi WeChats forretningsmodel er ekstremt skalérbar, og fordi de har godt styr på deres processer,” siger Brian Krogh Jensen.

De agile ExO’er 

WeChat tilhører en kategori af virksomhedstyper, som er blevet døbt Exponential Organisations (ExO’er). Andre ExO’er tæller virksomheder såsom Airbnb, Uber, FaceBook og Google.

“ExO’erne er blandt andet karakteriseret ved deres evne til at agere agilt og omstille sig hurtigt til strømninger i markedet – i stedet for at jagte dem, som traditionelle virksomheder ofte ender med at gøre,” siger Brian Krogh Jensen.

ExO’erne er blandt andet karakteriseret ved deres evne til at agere agilt og omstille sig hurtigt til strømninger i markedet

“Det er klart, at det amerikanske og det kinesiske marked er helt andre markeder end det danske. Men det ændrer ikke ved, at man kan lære meget af tankegangen bag ExO’ernes succes som dansk virksomhed,” siger Brian Krogh Jensen og henviser til den centrale rolle, it spiller for ExO’erne.

It’s effektiviserings- og innovationspotentiale 

It har i mange år levet et lidt skjult liv nede i virksomhedens kælder, hvor it-afdelingens aktiviteter er blevet henført som rene driftsanliggender, der figurerer som udgifter på det årlige budget.

Men i takt med at hastigheden i markedet generelt er gået op, har organisationer fået øjnene op for it’s iboende effektiviserings- og innovationspotentiale.

“It har evnen til at frigøre driftsressourcer og konvertere dem til udviklingsprojekter, der er med til at styrke virksomhedens konkurrenceevne,” sammenfatter Brian Krogh Jensen.

Fem modenhedsniveauer 

Selvom it således spiller en dominerende rolle i al virksomhedsdrift i dag, er det ikke alle organisationer, der har formået at tage springet ind i den digitale tidsalder. For at finde ud af hvor stort et spring, man skal tage, arbejder TDC bl.a. med en modenhedsmodel med fem niveauer. Niveau 5 markerer, at virksomheden er meget moden og arbejder strategisk med it. Niveau 1 markerer det modsatte.

“At en virksomhed befinder sig på niveau 1, kan eksempelvis skyldes, at de kun arbejder med it på et operationelt og reaktivt niveau. Det kan også skyldes, at it-projekter aldrig når direktionslokalet, men strander på et stykke papir i de procesansvarliges skuffe.”

“Omvendt gælder det, at jo mere it er forankret i kerneforretningen, jo mere innovationsparate er virksomhederne også,” siger Brian Krogh Jensen.

Vær stabil, bliv agil 

Kunsten for en virksomhed, der tilhører en ældre generation end den hastigt voksende andel af digitalt fuldmodne virksomheder, er trinvist at flytte sin organisation op i digitalt modenhedsniveau. Vel at mærke uden at gå på kompromis med den basale drift.

“Det handler om at være stabil og blive agil. Der er ikke plads til udvikling, hvis ikke der er styr på den daglige drift. Man skal heller ikke forsøge at springe et trin over og eksempelvis gå fra niveau 2 til niveau 4. Så kan organisationen ikke følge med. De bedste eksempler, jeg har set, er virksomheder, der befandt sig på niveau 3 og inkorporerede dele fra niveau 4 og niveau 5 i deres daglige processer, og på den måde blev mere og mere digitalt understøttede,” siger Brian Krogh Jensen og slutter.

“Sådan er det generelt med forandringsprocesser. Det er nemmere at spise en elefant, når man spiser den én bid ad gangen.”

Fem tips til modenhedsafklaring

  1. Forsøg at beskrive den virksomhed, I kunne være, hvis ikke I var begrænset af hverken eksisterende produkter, systemer og arbejdsmetoder eller af økonomi eller teknik
  2. Skriv jeres tanker og ambitioner for jeres it-indsats ned på et stykke papir. For mange virksomheder fungerer det som et godt første skridt hen mod en større forståelse af organisationens digitale modenhedsniveau
  3. Overvej, hvor mange af jeres it-beslutninger er reaktive, og hvor mange er proaktive. En reaktiv tilgang til it er udtryk for en bagudskuende driftstankegang; en proaktiv tilgang til it peger frem mod nødvendige udviklingstiltag
  4. Tænk over, hvor mange – eller hvor få – af jeres forretningsbeslutninger, der er processtyrede. It-understøttelse af arbejdsgange øger produktiviteten og er vejen hen til større digital modenhed
  5. Lav en gap-analyse af, hvor I befinder jer i dag, og hvor I gerne vil hen rent it-mæssigt. Analysen vil højst sandsynligt resultere i åbenlyse indsatsområder på både kort og lang sigt

Prøv at plotte jeres virksomhed ind i en digital modenhedsmodel. Det vil hjælpe jer til en større forståelse af jeres egen nuværende it-praksis

Udviklingsproces: Fra 300 til 29 dage

En undersøgelse har vist, at Johnson & Johnson (medicinalprodukter) og Proctor & Gamble (husholdningsvarer) havde en innovationsproces på ca. 300 dage fra ide til produktlancering i butikkerne. Samme innovationsproces tager kun ExO-virksomheden Quirky 29 dage.

Kilde: singularityhub.com

Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.