“Teknologien har ændret den måde, vi kan lave journalistik på”

Journalistik har til alle tider været defineret og begrænset af teknologi. Her fortæller produktionschefen på TV 2 NEWS, hvorfor han anser 4G for at være en journalistisk milepæl inden for live-tv.

“Live er vores sprog som nyhedskanal”.

Sådan formulerer produktionschef på TV 2 NEWS, Morten Brandstrup, tv-stationens behov for at kunne sende levende billeder når som helst og hvor som helst.

Live-tv har i mange år været en både bekostelig og besværlig affære for TV 2 NEWS. For at være sikker på at billed- og lydkvaliteten var god nok, har man i mange år kørt ud til begivenheder i en specialindrettet kassevogn med parabol på taget, så man kunne transmittere over en satellitforbindelse.

“Kassevognen er et køretøj til mere end 2 mio. kr.,” siger Morten Brandstrup. “Dertil kommer udgiften til de særlige teknikere, vi skal have med på en opgave for at kunne sende live samt udgiften til selve satellitforbindelsen.”

Denne dyre og produktionstunge virkelighed ændrede sig imidlertid for nogle år siden.

75 pct. af al live-tv via 4G

Siden Folketingsvalget i 2011 har TV 2 NEWS nemlig eksperimenteret med at sende tv-signalet fra marken og hjem til redaktion via en 4G-forbindelse.

“En måned før TDCs 4G-netværk blev taget i kommerciel drift, fik vi som de eneste lov til at sende via netværket på valgaftenen. Det var selvfølgelig taknemmeligt med et dedikeret netværk kun til os. Men pilottesten i 2011 viste os, hvad potentialet med 4G var. Derfra har vi taget det mere og mere i brug, og i dag sender vi ca. 75 pct. af al vores live-dækning via 4G.”

SIM-kort fra forskellige teleoperatører

Morten Brandstrup forklarer, at TV 2 ikke kun benytter TDCs mobile netværk, når de sender live. De har en lille boks med plads til otte SIM-kort fra forskellige teleoperatører, og så sørger teknikken selv for at lægge servicen sammen på de enkelte netværk, aggregere signalet og bruge det som samlet sendeforbindelse.

“Det fungerer ret nemt,” siger Morten Brandstrup

4G-udsendelse på tværs af Danmark

Selvom TV 2 NEWS altså trækker på flere netværk, så har han dog bemærket, at TDC for nylig udbyggede sit 4G-netværk.

“Vi kan i den grad mærke, at TDC har fået et hurtigt og bredt dækkende 4G-netværk. Tidligere har vi nøje planlagt vores live-dækning alt efter, hvor vi befandt os henne i landet, og hvor der var dækning. Det vil sige i de større byer. Men i dag tænker vi ikke længere over det; vi kan sende live fra hele Danmark,” siger Morten Brandstrup.

Vi kan i den grad mærke, at TDC har fået et hurtigt og bredt dækkende 4G-netværk. Tidligere har vi nøje planlagt vores live-dækning alt efter, hvor vi befandt os henne i landet, og hvor der var dækning

Det fik de for alvor bevist, da ved det seneste Folketingsvalg i sommeren 2015 sendte live fra en Tesla på valgdagen. Bilen kørte fra Skagen og stik syd mod den tyske grænse. Derefter kørte den tværs over landet til København. Alt imens der blev sendt live hele dagen.

“Der var på ingen tidspunkter under turen udfald eller tekniske problemer,” siger Morten Brandstrup.

Teknologi har ændret journalistikken

Han illustrerer det udvidede journalistiske manøvrerum med en række typiske historier, der tidligere ville have voldt tekniske problemer.

“Det kan være den klassiske historie, hvor man beretter om, hvordan togtrafikken forløber i juledagene. Tidligere ville vi have sendt fra perronen, men med 4G kan vi hoppe ombord på toget og sende indefra sammen med passagerne.”

“Jeg kan også huske en historie, hvor en reporter sendte live fra toppen af Bella Sky-hotellet i København. Og en anden, hvor vi sendte live fra et skib i Aarhus Bugt. Begge historier ville tidligere have involveret en masse teknikere og en masse grej. Og det ville måske have gjort, at vi havde droppet de historier. Men med 4G er udstyret standardudstyr, som enhver fotograf kan betjene. På den måde har teknologien ændret den måde, vi kan lave journalistik på i dag.”

Connected i marken

Endelig forklarer Morten Brandstrup, at 4G-netværket har været med til at øge den hastighed, man som medievirksomhed kan producere og distribuere historier på.

“Journalisterne kan bruge 4G-nettet til at sende filer hjem med, mens de er i marken. Tidligere skulle de først køre forbi den nærmeste lokalstation for at sende optagelserne hjem. Det betyder, at vi kan være langt mere produktive,” siger Morten Brandstrup.

“Jeg plejer at sige, at med 4G er vores hold i marken endelig blevet connected. Det er ikke anderledes fra at være connected privat via sin smartphone. Nu er vi bare blevet det som et helt redaktionshold på farten.”

Om TV 2 NEWS

TV 2 NEWS er Danmarks landsdækkende nyhedskanal, der sender 24 timer i døgnet. TV 2 NEWS har blandt andet profileret sig på at sende meget live. Eksempelvis dækkes både danske og udenlandske politiske begivenheder ofte direkte. Stationen har ca. 100 medarbejdere.

Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.