Transcom fik flere it-ressourcer til forretningsudvikling

I mange virksomheder er it-afdelingen presset. Ledelse, brugere og kunder har ønsker, der skal opfyldes, og budgettet er typisk stramt. Hosting blev vejen til at frigøre ressourcer for Transcom A/S, en callcentervirksomhed i Albertslund. Nu er der større overskud til forretningsudvikling.

Transcom er en del af en førende europæisk kæde af callcentervirksomheder. Den danske afdeling med hovedkontor i Albertslund skulle i efteråret 2013 udskilles som selvstændig virksomhed med eget ansvar for blandt andet it og telefoni. Serverne i datacentret var på det tidpunkt over fire år og modne til udskiftning. Virksomhedens egenudviklede systemer skulle man fremover også selv administrere.

“Vi så på alternativerne. Skulle vi købe nye servere og drive dem i huset som hidtil? Eller skulle vi finde en partner, der kunne gøre det?” Det er it-koordinator Mogens Torngaard Pedersen fra Transcom, der fortæller om virksomhedens overvejelser. “Efter en grundig sondering af markedet valgte vi at gå videre med outsourcing til TDC Hosting, hvor de havde nogle attraktive løsninger. De var også åbne for at vise deres faciliteter frem, så vi vidste præcis, hvor vores servere og data ville være.”

Læs også: Kom godt i gang med Unified Communications

Serverne var kun begyndelsen

Transcom besluttede sig for at outsource serverne, og TDC Hosting driver nu 15 servere, der kører på en privat cloudløsning. TDC Hosting står for den løbende opdatering og vedligeholdelse af hardwaren, hvad der aflaster de interne it-ressourcer hos Transcom.

Ud over server- og storagekapacitet spiller kommunikationsdelen også en central rolle. Transcom har et callcenter, hvor 80 ansatte står for kundeservice og sagsbehandling, og på dette område stiller man store krav til funktionaliteten. Det bragte TDC’s it-specialister fra NetDesign i spil.

Nu er al vores kommunikation samlet ét sted

“Callcentret er livsnerven i vores virksomhed, og det er afgørende, at vi har mulighed for køprogrammering, surveys, omstilling, chat og meget mere. NetDesign viste os en nyudviklet Cisco-løsning, der opfyldte alle vores krav. Vi fik tilpasset en løsning med 50 linjer og flyttede 45 mobilabonnementer til TDC Erhverv fra vores tidligere operatør, så al kommunikation var samlet ét sted,” fortæller Transcoms it-koordinator.

Nu er der tid til forretningsudvikling

Hos Transcom har man nu taget hul på en hverdag, hvor it, tele, netværk og mobilkommunikation er outsourcet og bliver hostet, vedligeholdt og opgraderet eksternt. Hvilke fordele har det givet internt i organisationen?

“Vi slipper for bekymringer, når vi lader andre stå for service, vedligeholdelse og opgraderinger,” fortæller Mogens Torngaard Pedersen “Opgaverne har før lagt beslag på en stor del af de interne it-ressourcer, men nu kan vi bruge kræfterne på at videreudvikle vores løsninger i stedet for. Det skaber værdi.”

Der er også blevet bedre plads hos Transcom. Datacentret kan lukkes ned, og hvor der tidligere stod servere, der krævede vedligeholdelse, strøm og køling, vil der kun stå nogle få netværkskomponenter og printere. Men én ting er de fysiske forandringer. En anden ting er den mentale omstilling til en hverdag uden tung it-drift og usikkerheden ved store investeringer, omkostninger og udskiftninger.

“Vi har leaset servere og Cisco-produkter, som nu rent fysisk står hos TDC. Vi har lagt alt over til hostingcentret, som vi er forbundet med via MPLS. Derudover er vores fiberforbindelse opgraderet til 250 Mbit, så vi ikke oplever flaskehalse,” fortæller Mogens Pedersen. “Nu skal vi vænne os til i højere grad at støtte vores forretningsudvikling og styrke Transcoms markedsposition.”

Endelig er der økonomien, som skal hænge sammen, men også på det punkt er it-koordinatoren optimistisk: “Vi fik nogle gode priser, og nu kan vi skrue op og ned for kapaciteten uden at investere i ny hardware og nye licenser. Vi er lige begyndt med hosting, men jeg er overbevist om, at økonomien bliver fordelagtig, når vi ser tilbage om et år,” slutter Mogens Torngaard Pedersen.

Fakta om løsningen

  • Hostet it-infrastruktur
  • Omfattende callcenterløsning
  • Mobil- og fastnettelefoni
  • Outsourcet virksomhedsnetværk
Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.