Virtuelle receptionister viser vej på Regionshospitalet i Randers

Regionshospitalet i Randers har nedlagt den tidligere information ved hovedindgangen og i stedet installeret tre virtuelle receptionister. Via video guider personalet i dag patienter og pårørende rundt på hospitalet og sparer dermed borgerne for mange spildte skridt på gangene.

Der er noget besværligt ved at finde rundt på et hospital. Alt er designet og malet i et ensartet udtryk, og hjælpebogstaver og tal på de enkelte afdelinger forvirrer ofte mere, end de gavner. På Regionshospitalet i Randers har man endda mange indgange i forskellige gadeniveauer, hvilket har bidraget til den generelle forvirring.
Derfor fik servicechef på Regionshospitalet i Randers og Grenå, Andreas Jonsson, for et par år siden besøg af en ekstern konsulent med speciale i skiltning. Konsulenten fortalte, at placeringen af informationen på hospitalet i Randers for det første lå forkert placeret. For det andet skulle man stræbe efter slet ikke at have en fysisk reception. Folk vil meget hellere selv finde vej end stå i kø.
Samtalen fik Andreas Jonsson til at kontakte TDC Erhverv, og derfra begyndte de sammen udviklingen af en løsning, som hurtigt og effektivt kunne guide patienter og pårørende det rigtige sted hen.
Det lykkedes.

Private samtaler i boksen

Charlotte Villadsen og Andreas Jonsson

Charlotte Villadsen og Andreas Jonsson

I 2014 blev den første såkaldte virtuelle receptionist sat i pilotdrift på hospitalet i Randers. Den virtuelle receptionist er ret beset en stor infostander designet som et specialmøbel med en integreret videoskærm.
Når en borger træder ind af døren på hospitalet, møder de som det første den virtuelle receptionist. Her kan de gå ind i et lille, intimt aflukke, hvor de kan se en servicemedarbejder på en skærm og diskret føre en videosamtale med vedkommende. Servicemedarbejderen kan derefter hjælpe borgeren på vej med præcise retningsangivelser for besøget.
“Når man tidligere stod i kø ved hovedindgangen, kunne borgerne overhøre hinandens samtaler. Det her er faktisk mere privat,” siger Andreas Jonsson. “Man kan ikke høre, hvad der bliver sagt inde i boksen.”
På baggrund af de positive erfaringer fra pilotprojektet installerede hospitalet i Randers to yderligere virtuelle receptionister ved de to travleste sideindgange i 2015.

Øget serviceniveau

Charlotte Villadsen er serviceleder på Regionshospitalet i Randers og Grenå. Hun er én af de medarbejdere, der bemander den virtuelle receptionist. Ligesom sine kolleger har hun været begejstret for det nye servicetiltag.
“Vi har mærket det som et løft af vores arbejde. Tidligere kunne en borger godt gå rundt længe på gangene, inden de fandt over til hovedindgangen, hvor de kunne få hjælp. Men i dag kan vi hurtigere komme i kontakt med dem, fordi vi har bokse placeret ved flere indgange,” siger Charlotte Villadsen.
Hun fortæller, at servicemedarbejdernes arbejdsopgaver udover at betjene de virtuelle receptionister også består i at besvare telefoner og udføre forskellige administrative opgaver. Alt sammen fra ét centralt sted.

Stort udviklingspotentiale

Andreas Jonsson tilføjer, at Regionshospitalet i Randers og Grenå løbende er i dialog med TDC Erhverv om yderligere anvendelsesmuligheder.
“Man kunne eksempelvis forestille sig, at vi ville sætte endnu en virtuel receptionist op nede i parkeringskælderen på hospitalet i Randers. Man kunne også godt forestille sig, at vi ville installere en virtuel receptionist på hospitalet i Grenå. Og på sigt kunne man også godt forestille sig, at vi kunne bruge teknologien til at sætte en patient i visuel kontakt med en læge på tværs af vores to lokationer. På den måde kunne de have en dialog, inden man eksempelvis sendte en patient fra Grenå til Randers.”
“Vores fornemmelse er, at der er et stort uudnyttet udviklingspotentiale i løsningen,” slutter han.

Om løsningen

Den interaktive infostander er et specialmøbel med integreret videoskærm. Videoskærmen er en Cisco DX80 med 23”-skærm og touch display. Desuden er der indbygget wi-fi og højttalere udviklet til tale. Mikrofonerne er beregnet til anvendelse i store rum, hvor de primært opfanger lyd tæt på og minimerer baggrundsstøj. Skærmen er integreret i et specialmøbel, der beskytter mod misbrug og sikrer brugervenlighed og intimitet.

Om Regionshospitalet i Randers og Grenå

Regionshospitalet i Randers og Grenå har et optageområde på 220.000 indbyggere, 30.000 årlige indlæggelser og beskæftiger ca. 2.000 medarbejdere.

Se flere artikler
Der er ikke flere artikler. Se alle aktuelle temaer

Skriv en kommentar

Skriv dit navn og e-mail (e-mail vises ikke) eller log ind via en af dine sociale profiler. Vi bruger kun navn og billede til visning af din kommentar.